Tømmergården - Jyllinge

Tømmergården - Jyllinge

Arkitekttegnede lejeboliger i Jyllinge: Tømmergården kombinerer moderne design, grønne fællesarealer og DGNB Sølv-certificering.

I udkanten af Jyllinge, tæt på fjorden og med grønne omgivelser, har BRIX | NORDBERG Arkitektur skabt Tømmergården – et boligprojekt opført i 2024 på 4.600 m², hvor arkitektur, funktionalitet og bæredygtighed går hånd i hånd. Her er 50 moderne lejeboliger fordelt på 12 bygninger, opført i et karakteristisk formsprog, der giver området et levende og dynamisk udtryk.

Boligerne varierer fra 70 til 110 m² og findes som 2-, 3- og 4-værelses. Nogle boliger er i to plan med intern trappe, mens andre er i ét plan, placeret oven på hinanden med ekstern trappe. Alle boliger har egen terrasse eller altan, så uanset boligtype er der direkte adgang til udelivet. Fællesarealerne er grønne og indbydende – et sted, hvor beboere kan mødes, børn kan lege, og naturen får lov at være en del af hverdagen. Udearealerne er også bearbejdet grundigt, hvor vi har fået hjælp fra Arkplan.

Formsproget er udviklet med udgangspunkt i nabohusene, der er opført i lodret sort træværk. Den nye bebyggelse viderefører områdets karakter, men med et mere robust og stofligt udtryk i mørke tegl. Teglenes dybe og grafitgrå nuancer giver facaderne en rolig og tidløs styrke, mens det subtile farvespil i overfladen skaber liv og variation afhængigt af lys og vejr. På solrige dage reflekteres lyset i teglens struktur, og på overskyede dage fremstår facaderne med en mat, monolitisk elegance.

Bygningernes karakteristiske tagform er et af projektets mest markante træk. Tagene er udført i en asymmetrisk zigzag-profil, der bryder med det traditionelle saddeltag og tilfører en dynamisk rytme til bebyggelsen. Denne form skaber variation i højder og vinkler, hvilket giver et spændende spil mellem lys og skygge – både på facaderne og i de grønne opholdsrum. Tagprofilen er ikke kun et visuelt greb, men også en måde at give hver bolig sin egen identitet, samtidig med at helheden fremstår harmonisk.

Projektet er DGNB Sølv-certificeret, hvilket sikrer en høj standard for bæredygtighed – fra materialernes holdbarhed til energiforbruget i daglig drift. Det er et sted, hvor æstetik og ansvarlighed går hånd i hånd. BRIX | NORDBERG Arkitektur har stået for hele ARK-delen af certificeringen, hvor vi har haft et stærkt samarbejde med Auditor fra Ingeniør'ne.

 
 
 
 
 
Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System